Ufrivilligt forsøg med

frivillig beskæftigelsesindsats

Mange ledige værdsætter en aktiv beskæftigelsesindsats. Så meget, at de frivilligt vælger den til. Det viser et forsøg med frivillig indsats under den ufrivillige nedlukning af jobcentrene som følge af Covid-19. Ledige takker ja til en aktiv indsats for at fastholde nødvendig hjælp og for at undgå stilstand i deres sag.

Ledige med forskellige udfordringer har ikke sat pris på at holde ”corona-fri” fra den aktive beskæftigelsesindsats. Det viser en ny undersøgelse fra Væksthusets Forskningscenter. Den delvise suspension af beskæftigelsesindsatsen har for mange ledige været lig med en fratagelse af muligheden for at få hjælp samt en kilde til bekymringer om konsekvenserne af manglende fremdrift i deres sag.

To tredjedele vælger frivilligt at fortsætte i indsats
I perioden 12. marts til 27. maj 2020 var det fuldt ud frivilligt for ledige på overførselsindkomster at deltage i jobcentrenes aktiveringsindsatser – vel at mærke med digital eller telefonisk kontakt. I Væksthuset, som samarbejder med en række jobcentre i Danmark, valgte op mod to tredjedele af de ledige at fortsætte i indsatsen, selvom de kvit og frit kunne takke nej.

Det høje antal tilsagn til at fortsætte samarbejdet vidner om, at indsatsen er betydningsfuld for borgerne. Væksthusets Forskningscenter har derfor grebet muligheden for at undersøge, hvad der ligger til grund for borgernes beslutninger om frivilligt at deltage i indsatsen.

Ledige på kanten af arbejdsmarkedet ønsker hjælp
Undersøgelsen tegner et klart billede af, at borgerne tilvælger indsatsen for at få hjælp til at tackle de problemstillinger, som aktuelt forhindrer dem i at træde ind på arbejdsmarkedet.

Langt størstedelen af borgerne i undersøgelsen befinder sig på den ene eller anden måde i en udsat position. Tre fjerdedele af borgerne har en psykisk lidelse. Knap en tredjedel er socialt isolerede, og en tilsvarende andel er langtidsledige eller langtidssyge. En femtedel af borgerne har fysiske lidelser. Ofte har borgerne en kombination af problemstillinger, hvilket forstærker deres udsathed.

Omkring halvdelen af borgerne tilvælger indsatsen for at få hjælp til at mestre hverdag og helbred. Omtrent 40% tilvælger indsatsen for at ”have en livline” eller for at bevare samarbejdet med deres faste kontaktperson. Samtidig ser vi også, at knap halvdelen af borgerne ønsker hjælp til praktik- og jobsøgning eller støtte i praktik. Det er bemærkelsesværdigt, al den stund at store dele af samfundet var lukket ned i perioden.


Læs undersøgelsens resultater her

Nej tak til stilstand
Den frivillige kontakt med Væksthuset oplever borgerne først og fremmest som et værn mod, at fremdriften i deres forløb mod arbejdsmarkedet afløses af stilstand eller tilbagegang.

Borgernes egne fortællinger om deres oplevelser under nedlukningen viser, at de alle har et ønske om forandring. Samtidig har de brug for hjælp til at skabe den forandring. Nogle har et stærkt ønske om at komme i job eller uddannelse, og de har været nervøse for, om målet kunne nås, hvis indsatsen gik i stå. Andre har brug for hjælp til at løse en akut udfordring, eksempelvis i forhold til boligsituation og økonomi. Andre igen er i gang med et længere afklaringsforløb, der skal afgøre, om de er berettiget til et fleksjob eller en førtidspension.

Fælles for dem er en bekymring for, at hvis beskæftigelsesindsatsen lukker ned, risikerer forandringsprocessen at gå i den forkerte retning. Borgerne ønsker ikke, at deres sag bliver sat på pause. De ønsker tværtimod fremdrift i sagen mod målet.

Resultater rusker op i ”ret og pligt” tankegangen   
Den ufrivillige nedlukning af jobcentrene har åbnet op for ny, værdifuld viden om frivillighed.

”Ret og pligt” tankegangen, som dominerer det danske beskæftigelsessystem, leder os til at antage, at de ledige betragter aktiveringsindsatser som en sur pligt, de udelukkende accepterer at deltage i for at være berettigede til at modtage økonomisk understøttelse. Den antagelse bliver alvorligt udfordret af den nye viden om frivilligt tilvalg af indsats.

Undersøgelsens resultater sætter dermed spørgsmålstegn ved incitamentsstrukturerne i beskæftigelsesindsatsen. Kan deltagelse på baggrund af et frivilligt tilvalg være en virksom ingrediens i opskriften på et succesfuldt forløb mod arbejdsmarkedet?

Du kan downloade den nye publikation ”Ufrivilligt forsøg med frivillig beskæftigelsesindsats” her.

 

Relaterede emner