Uudnyttet

potentiale?

Ny forskningsrapport viser, at der gemmer sig et skjult potentiale hos ikke-vestlige aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere. De vil på nogle punkter være nemmere at hjælpe ud på jobmarkedet sammenlignet med etnisk danske aktivitetsparate borgere.

I en ny rapport fra Beskæftigelses Indikator Projektet (BIP) sætter vi fokus på udsatte ledige med indvandrerbaggrund og denne gruppes karakteristika, arbejdsmarkedsparathed og deltagelse i aktive beskæftigelsesindsatser.

Når vi ser på gruppens arbejdsmarkedsparathed, viser det sig, at de ikke-vestlige aktivitetsparate borgere er langt mindre ramt på helbred, sociale og psykiske udfordringer sammenlignet med de etnisk danske aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere. De ikke-vestliges udfordringer er derimod karakteriseret ved manglende kendskab til arbejdsmarkedsforhold, mindre tilknytning til arbejdsmarkedet samt lavt uddannelsesniveau.

”De har en lavere tilknytning til arbejdsmarkedet, og de er ikke klædt på i samme omfang i forhold til, hvilke jobs der er relevante at søge, og hvilke kompetencer der kræves. De har svært ved at målrette deres jobsøgning, fordi de ikke har tilstrækkeligt kendskab til, hvordan og hvor de kan passe ind. Men de faktorer sammen med et løft i kompetenceniveauet, kan vi som samfund nemmere løse, fordi det handler om viden. Det er langt sværere at løse sociale og helbredsmæssige udfordringer, som altså er et større problem hos de etnisk danske aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere”, siger Charlotte Liebak Hansen, der er forskningschef i Væksthusets Forskningscenter og projektleder på BIP.

På trods af at det er relationen og kendskabet til arbejdsmarkedet, der er gruppens hovedudfordring, viser analysen tydeligt, at beskæftigelsessystemet er langt mindre tilbøjelig til at tilbyde en jobrettet indsats til aktivitetsparate med ikke-vestlig baggrund end til aktivitetsparate med dansk baggrund. Det er problematisk, da vi ved, at en jobrettet indsats i kombination med øvrige indsatser – eksempelvis opkvalificering – er det mest virksomme i forhold til at skabe progression mod arbejdsmarkedet.

Samlet set peger analysen i retning af, at der er et uudnyttet potentiale i gruppen af ikke-vestlige aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere, og at beskæftigelsessystemet bør sætte ind med en indsats, der er målrettet jobrettet opkvalificering, viden om arbejdsmarkedet og konkrete jobmatch.

Her kan du læse mere om undersøgelsen og downloade rapporten.

 

Relaterede emner