Faglig

refleksiv

praksis

Formålet med dette ph.d. studie er at undersøge faglig refleksiv praksis blandt velfærdsprofessionelle, der arbejder med borgere med komplekse problemstillinger. Konkret vil studiet fokusere på de professionelle, der arbejder i organisationer inden for beskæftigelsesområdet.

Studiet af faglig refleksiv praksis inden for beskæftigelsesindsatsen er motiveret af forskellige tendenser på området. Kritikken af New Public Management og procesreguleringer er stigende, samtidig med at kravet om samskabelse, empowerment og inddragelse (af såvel medarbejdere som borgere) vokser. Ligeledes er der en stigende anerkendelse af, at ‘one size doesn’t fit all’, og at den professionelles relation til, kontrakt med, og tro på borgeren i sig selv har en afgørende indflydelse på resultaterne af indsatsen.

Den professionelle er med andre ord selv et væsentligt værktøj. Dette værktøj skal vedligeholdes gennem selvrefleksivitet og fælles faglige refleksioner. 

FORELØBIGE FORSKNINGSSPØRGSMÅL:

  • Hvordan udspiller faglig refleksiv praksis sig i organisationerne?
  • Hvordan er sammenhængen mellem kerneydelsen med borgerne og refleksionerne og dialogerne mellem kollegerne?
  • Hvilke former for dialog, refleksion og sparring virker henholdsvis hæmmende og fremmende for kvaliteten af kerneydelsen?
  • Er der måder at udføre faglig refleksiv praksis på, som fungerer bedre end andre måder?
  • Hvilke ledelsesmæssige, organisatoriske, kulturelle og styringsmæssige faktorer virker henholdsvis hæmmende og fremmende for faglig refleksiv praksis?
  • Hvordan kan vi forstå ‘faglig refleksion’? Og herunder hvilke forskellige forståelser af ‘faglig refleksion’ optræder i forskellige sammenhænge og hos forskellige aktører – fx hos praktikere, blandt ledere, i forskerkredse m.m.?

 

DESIGN OG METODE
Studiet er først og fremmest et empirisk studie. Gennem brug af kvalitative forskningsmetoder som særligt feltarbejde, interviews, deltagelse og observationer genereres den empiri, som skal udgøre analyseobjektet. Desuden består studiet af et litteraturreview, som udforsker teoretiske, empiriske og analytiske emner, der er forbundet med det empiriske studie af faglig refleksiv praksis. Der vil indgå feltarbejde i minimum to forskellige organisationer, hvoraf den ene vil være et jobcenter.

Ph.d. projektet løber fra 2017 til 2022 og er et samarbejde mellem Væksthusets Forskningscenter og Aalborg Universitet, Institut for Kommunikation og Psykologi. Studiet gennemføres af Leif Tøfting Kongsgaard. Vejleder er professor Svend Brinkmann.

Vil du læse mere om projektet, så kan du her hente en mere udførlig projektbeskrivelse.

KONTAKTOPLYSNINGER
Du er velkommen til at kontakte Leif Tøfting Kongsgaard, hvis du vil høre mere om projektet. Kommentarer til studiet, gode ideer eller overvejelser om emnet modtages gerne.

Leif Tøfting Kongsgaard, mobil 4040 8809, mail: lk@vaeksthus.dk

 

 

Relaterede emner