Evaluering af Potentialeforløbet
Gaming og beskæftigelse
Hvordan kan beskæftigelsesindsatsen hjælpe ledige gamere med at oversætte deres kompetencer fra gaming til færdigheder, der kan bruges på arbejdsmarkedet?
Det har Væksthuset givet et bud på i samarbejde med virksomheden Emerge Gaming. De to parter har sammensat et 10-ugers beskæftigelsesrettet forløb for borgere, som har interesse for gaming og e-sport, og som har lyst til at få afdækket deres kompetencer fra gamingen og bruge dem aktivt til at komme i job eller uddannelse.
Indsatsen går under navnet Potentialeforløbet Gaming og beskæftigelse, da hensigten er at sætte fokus på gamingens potentialer.
I løbet af de 10 uger gennemfører gamerne flere profiltests, og de løser forskellige opgaver, for eksempel inden for PC-opbygning, kommunikation og kodning. Deres spillestil og spilpræferencer observeres sideløbende af underviserne, som til slut udarbejder en talentrapport til hver enkelt gamer. Rapporten giver gamerne indsigt i, hvilke brancher, jobfunktioner og uddannelsesmuligheder, der matcher deres toptalenter, og de får hjælp til at udarbejde et gaming-relateret CV og ansøgningsmateriale.
Parallelt med potentialeafklaringen arbejder underviserne med gamernes selvbillede og motivation for forandring. Forløbet understøtter også, at gamerne opbygger netværk og får følelsen af at høre til i et offline fællesskab med ligesindede.
Følgeforskning på forløbet via Væksthusets Forskningscenter
Potentialeforløbet er det første af sin slags i beskæftigelsesindsatsen. Derfor er det forskningsmæssigt interessant for os, da vi allerede er i gang med at afsøge gaming som en mulig vej til beskæftigelse. Vi følger forløbet tæt og undersøger, om gamerne får et andet blik på deres kompetencer, og om de oplever, at de nærmer sig job eller uddannelse.
Det gør vi dels ved at være til stede i undervisningen og observere interaktionen, dels ved at foretage interviews med gamere og undervisere. Vi har også udviklet et spørgeskema, som gamerne besvarer ved opstart og afslutning af forløbet, med henblik på at vi kan måle eventuelle ændringer i deres opfattelse af kompetencer og tro på egne evner.
Vi er for eksempel nysgerrige på følgende spørgsmål:
- Hvordan hjælper forløbet gamerne til at identificere deres potentialer og udnytte dem i en ny kontekst?
- Hvilke konkrete job og uddannelsesveje peger underviserne på?
- I hvilken grad lykkes forløbet med at styrke gamernes tro på egne evner og jobmuligheder?
- I hvilken grad lykkes forløbet med at skabe konkrete praktik- eller jobmuligheder for gamerne?
Kontaktoplysninger
Hvis du har spørgsmål til indhold og afvikling af Potentialeforløbet, er du velkommen til at kontakte Peter Hoé fra Væksthuset på mail pho@vaeksthus.dk eller telefon 23 38 76 55.
Hvis du har spørgsmål til forskningscentrets evaluering af forløbet, kan du kontakte Lea Egemose Graae fra Væksthusets Forskningscenter på mail lg@vaeksthus.dk eller telefon 23 72 32 23.