Nyt ph.d. projekt med fokus på beskæftigelses-
medarbejdernes arbejde
Vi har efterhånden solid viden om, hvilke indsatser og tilgange, der skaber progression mod arbejdsmarkedet for gruppen af udsatte borgere. Derimod er der forsket meget lidt i de mennesker, der udfører indsatserne, dvs. de beskæftigelsesprofessionelle, der afholder samtaler, finder praktikker, hjælper og skaber tro på borgerne. Det råder Væksthusets Forskningscenter nu bod på.
Væksthusets Forskningscenter finansierer et kvalitativt orienteret ph.d. studie, der skal forske i faglig refleksiv praksis blandt beskæftigelsesmedarbejdere. Studiet vil især bestå af feltarbejde hos udvalgte jobcentre og beskæftigelsesaktører samt interviews med en lang række ansatte, ledere og eksperter. I studiet vil vi undersøge, hvordan fagprofessionelle taler om deres kerneopgave, hvordan de kvalificerer hinandens arbejde og i hvilke formelle og uformelle sammenhænge, disse refleksioner foregår.
Vi ved, at hver enkelt beskæftigelsesmedarbejder hver dag skal foretage en række individuelle valg i mødet med borgere med komplekse problemstillinger. Dette arbejde kan ikke standardiseres eller manualiseres. Der er behov for, at den enkelte beskæftigelsesmedarbejder foretager skøn og håndterer kompleksiteten bedst muligt. For at kunne dette kræves der en organisation rundt om den professionelle, som er med til at understøtte dette arbejde og kvalificere de valg, der tages. Et sådan kvalificerende arbejde handler om ledelse, organisering, sparring, supervision, faglig dialog, kultur og meget mere. Vores studie vil sætte spot på disse processer og forsøge at forstå, hvad det er, der foregår ’rundt om’ mødet med borgerne.
Den ph.d. studerende er Leif Tøfting Kongsgaard, faglig chef i Væksthuset og forfatter til bogen Multiteoretisk Praksis i Socialt Arbejde. Ph.d. forløbet sker i et samarbejde mellem Væksthusets Forskningscenter og Aalborg Universitet, Institut for Kommunikation og Psykologi. Professor Svend Brinkmann er vejleder.
Her kan du læse mere om studiet og hente en mere udførlig projektbeskrivelse.
KONTAKT OS!
Vi modtager meget gerne kommentarer til studiet, som vil forløbe over de næste fire år.
Skriv til os, hvis du er beskæftigelsesmedarbejder og har lyst til at fortælle om dit arbejde, eller du har gode idéer til, hvad vi skal kigge efter i forskningen.
Skriv til os, hvis du er leder eller jobcenterchef og har lyst til at deltage enten med interviews eller give plads til feltarbejde i din organisation, eller hvis du i øvrigt har gode overvejelser.
Skriv til os, hvis du har været ledig og har overvejelser omkring de fagligheder og tilgange, du mødte undervejs.
Skriv til os, hvis du er embedsmand, forsker eller i øvrigt har overvejelser omkring emnet.
Leif Tøfting Kongsgaard, mobil 4040 8809, mail lk@vaeksthus.dk