I dette tema undersøger vi beskæftigelsesmedarbejdernes erfaringer med at navigere i balancen mellem at have en naiv tro og en fagligt forankret tro på borgernes jobchancer.
Vi vil se nærmere på nogle af de balancer og dilemmaer, som projektdeltagerne har været optaget af:
- Kan en beskæftigelsesmedarbejder godt beslutte sig for at ”tro på det”, eller skal ”troen” komme helt inde fra hjertet?
- Hvornår er det på sin plads ikke at tro på en borgers jobchance – og er det noget medarbejderne føler, at de kan sige højt?
- Kan en beskæftigelsesmedarbejder tro for meget på borgernes jobchancer – og hvilke konsekvenser har det, hvis forventningerne for høje?
- Og kan medarbejderen omvendt komme til at fratage borgeren nogle muligheder, hvis troen på borgerens præstation er for lille?
I mange drøftelser omkring, hvad det vil sige at tro på borgernes jobchance i praksis, taler flere af projektdeltagerne ind i en forståelse af ”troen på jobchancen” som noget, de kan slå til og fra.
Medarbejderne benytter forskellige strategier i forsøget på at tilpasse deres forventninger til den konkrete borger og borgerens aktuelle situation.
Nogle medarbejdere forsøger at inddele deres tro på borgerens jobchancer i konkrete trin og delmål med henblik på at holde deres forventninger på et realistisk niveau. Andre omsætter ”troen på jobchancen” til en bredere tro på, at borgerne havner det rigtige sted, opnår forandring og udvikling, eller at de får sig et godt liv.