Hvordan navigerer beskæftigelsesmedarbejdere i forløb, hvor en samarbejdspartners forventninger til borgeren er markant højere eller lavere end medarbejderens egne forventninger?
Mange deltagere i projektet er blevet opmærksomme på, at deres forventninger til de borgere, de samarbejder med, er påvirkelige af de forventninger, forskellige samarbejdspartnere har til borgeren. Ligeledes har flere haft en opmærksomhed på, at påvirkningen også går den anden vej. Nogle deltagere har endda arbejdet med, hvordan de bevidst kan påvirke deres samarbejdspartnere til at have en større tro på, at borgerne kan komme i job.
I arbejdet med at bringe borgeren tættere på job eller uddannelse har beskæftigelsesmedarbejderen ofte en række samarbejdspartnere uden for jobcentret. Det kan være andre afdelinger i kommunen, som eksempelvis socialafdelingen eller familieafdelingen. Og det kan være aktører uden for kommunen, eksempelvis praktiserende læger, psykiatrien, uddannelsesinstitutioner eller pårørende til borgeren.
Mindset, der “clasher”
Når professionelle med forskellige baggrunde mødes i et tværfagligt samarbejde omkring en borger, opleves det nogle gange som mindset, der “clasher”. Forskellige fagpersoner får øje på noget forskelligt og tillægger borgerens karakteristika og adfærd forskellig betydning og vægtning. Nogle medarbejdere oplever eksempelvis, at deres positive forventninger til, at borgeren kan komme på arbejdsmarkedet, kommer under pres, hvis sundhedsprofessionelle vurderer, at borgeren ikke har tilstrækkelig arbejdsevne.
Et andet eksempel på mindset, der støder sammen, er beskæftigelsesindsatsen for de unge, hvor samarbejdet med de unges forældre ad flere omgange er blevet omtalt som dilemmafyldt i løbet af projektperioden. Medarbejdernes oplevelse er, at forældres forventninger til de unges formåen kan påvirke samarbejdet på forskellige måder – især når forældrene er med til samtalerne i jobcentret. Nogle gange har forældre lave forventninger til, hvad den unge kan klare, og søger at skærme den unge mod for høje krav fra jobcentrets side. Andre gange har forældre meget høje forventninger til den unges præstation og søger at presse den unge mod en bestemt uddannelsesvej.
Forventninger fra eksempelvis læger, psykologer og pårørende påvirker ikke alene borgeren selv, men også beskæftigelsesmedarbejderen, der enten kan blive usikker på, hvad der er realistisk for borgeren at kunne klare, eller frustreret over at alle i netværket omkring borgeren ikke arbejder mod samme mål.