Kufferten fuld af ny viden
om borgerinddragelse
i praksis
Slutevalueringen af CUBB er under udarbejdelse. Anja Tønder og Sofie Kirkegaard Nielsen følger den nye viden om borgerinddragelse, der bliver skabt i de deltagende kommuner.
Borgerinddragelse er en af Reformkommissionens anbefalinger til den fremtidige beskæftigelsesindsats i Danmark. Men hvordan kan kommunerne udvikle deres praksis, så borgerne får mere reel indflydelse på deres indsatser? Og hvilke dilemmaer kan jobcentermedarbejderne ende med at stå i, når de skal tilbyde borgerne et større medansvar for beslutninger?
Det er nogle af de spørgsmål, som forskere og kommuner i CUBB arbejder på højtryk for at finde svar på.
Væksthusets Forskningscenter er godt i gang med at evaluere CUBB og følger den nye viden, der bliver skabt om borgerinddragelse som omdrejningspunkt for beskæftigelsesindsatsen. Anja Tønder og Sofie Kirkegaard Nielsen har netop turneret rundt i en række jyske kommuner og fyldt kufferten med masser af indsigt fra interviews med jobcenterledere og -medarbejdere, som nu skal bearbejdes.
Når Reformkommissionens anbefaling skal omsættes til praksis, er CUBB et oplagt sted at søge viden og inspiration. Vi håber, at vores kommende slutevaluering også kan være med til at tilføre ny viden om udvikling af borgerinddragende beskæftigelsesindsatser.
Kender du ikke CUBB?
- CUBB står for Center for Udvikling af Borgerinddragende Beskæftigelsesindsatser, og er et fireårigt samarbejde mellem en række kommuner og forskere fra Aalborg Universitet. Væksthusets Forskningscenter er evaluator af CUBB.
- CUBB ønsker at igangsætte en omstilling af beskæftigelsesindsatsen, hvor borgeren i højere grad inddrages og gives ejerskab til at mestre eget liv.
- CUBB skubber til forandringer på lokalt niveau i kommunerne, men søger også at påvirke større politiske dagsordener på beskæftigelsesområdet.
Du kan læse mere på CUBBs hjemmeside, hvor de løbende udgiver artikler om deres arbejde.