Viden på vej: Når sygefravær
bliver langvarigt
Herning Kommune og Væksthuset har igangsat et projekt, der har til formål at forstå sammenhænge og hjælpe bedre, når mennesker bliver ramt af langvarig sygdom og andre belastninger.
Herning Kommune vil igen gå nye veje i beskæftigelsesindsatsen. De vil forstå sammenhænge, mønstre og logikker omkring langvarigt sygefravær. Derfor har de bedt Væksthusets Forskningscenter om at undersøge, hvad der er på spil for kommunens borgere, når sygefravær bliver langvarigt.
Ifølge Beskæftigelses- og socialchef i Herning, Carsten Lagoni (2. fra venstre på billedet), handler det nye projektsamarbejde med Væksthuset om at skabe en større helhedsforståelse for den sygemeldtes samlede situation:
”Der findes masser af kvantitative opgørelser over hvem, der er sygemeldt, med hvilke lidelser og fra hvilke erhverv. Det, som vi mangler, er at forstå, hvordan langvarigt sygefravær hænger sammen med fx forhold på arbejdspladsen, forhold i hjemmet/familien, generel trivsel, mødet med de professionelle i såvel kommune som region, samarbejde på tværs af offentlige institutioner, ventetider på afgørelser, behandling og udredning, og meget mere. Vi tror, at der er vigtig viden at hente ved at forstå sådanne sammenhænge.”
Start-hypotesen er, at den diagnose, som borgeren bliver sygemeldt med, langt fra er den eneste faktor, der påvirker sygefraværets omfang.
Mange sygemeldte oplever, at der kommer flere problemer til i takt med, at sygdomsperioden vokser. Gamle problemer vækkes og bliver synlige, eller sygdommen fører til flere sygdomme og nye problemer.
De første fund peger på, at den sygemeldtes mentale overskud skrumper…
- … når bekymringer om børns sygdomme og trivselsudfordringer fylder
- … når energien må bruges på andre systemer, fx skolen, familieområdet, socialområdet
- … når der er lange ventetider på operationer, udredninger, behandlinger mm.
Vi glæder os over projektsamarbejdet med Herning Kommune. Leif Kongsgaard, Anja Tønder og Sabine Schönhoff (de øvrige på billedet) er allerede godt i gang med at interviewe sygemeldte borgere, virksomheder, praktiserende læger, faglige organisationer og medarbejdere i jobcentret.