Fire kommuner med i nystartet projekt om
tro på job
Væksthusets Forskningscenter søsætter nu et toårigt forskningsprojekt ”Troen på borgernes jobchance”. Med ombord har vi fire kommuner, som er frontløbere på at undersøge, hvordan jobcentre bedst kan understøtte, at udsatte ledige mødes af et beskæftigelsessystem, der udviser positive forventninger til deres muligheder for at komme i job eller uddannelse.
Interessen for beskæftigelsesmedarbejderens ”tro” udspringer af resultaterne fra Beskæftigelses Indikator Projektet (BIP). Her påviste vi, at der er en stærk og kausal sammenhæng mellem beskæftigelsesmedarbejderens tro på borgerens jobchance, og om borgeren faktisk kommer i job eller uddannelse.
I dette læringspartnerskab går vi skridtet videre. Vi bevæger os ud i nuværende jobcenter-praksis og undersøger sammen med medarbejderne, hvad der påvirker deres tro på og forventninger til borgernes jobchancer. Hvilken betydning har eksempelvis rammer og organisering på jobcentret for medarbejdernes tro på borgerne? Hvordan har kultur, vaner og sprogbrug indflydelse på den måde, der kommunikeres om og med borgerne på? Og hvilken betydning får det for medarbejdernes forventninger til borgerne – og borgernes forventninger til sig selv?
I projektet deltager fire jobcentre: Silkeborg, Odder, Sønderborg og Frederiksberg. De fire jobcentre vil de næste to år arbejde eksperimenterende med at styrke troen på borgernes jobchance i egen organisation.
Sammen med jobcentrene forventer vi at skabe øget refleksion, viden og udvikling inden for et område af beskæftigelsesindsatsen, som i dag er stærkt underbelyst, men potentielt meget vigtigt for, om beskæftigelsessystemet lykkes med at hjælpe borgerne i job og uddannelse.
Du kan læse mere om projekt ”Troen på borgernes jobchance” her.