Fortællinger fremkalder
forventninger
Alle fortællinger har et plot. Det har den nye analyse fra Projekt ”Troen på borgernes jobchance” selvfølgelig også. Her har narrativer om borgerne fået hovedrollen som ophavsmand til beskæftigelsesmedarbejdernes forventninger til borgerne.
”Jeg er glad for, at I andre [ikke] ser det samme som mig” er det nyeste skud på stammen i formidlingen fra Projekt ”Troen på borgernes jobchance”.
Den nye analyse sætter fokus på de historiefortællende aktiviteter, der foregår mellem kolleger på formelle møder, hvor beskæftigelsesmedarbejdere præsenterer og drøfter borgersager. Det kan eksempelvis være sparringsmøder og sagsoverleveringer.
Empirien består af fortællinger – også kaldet narrativer – om tre forskellige borgere skabt på tre forskellige jobcenter-teammøder, hvor vi deltog som observatører.
Ser vi det samme, eller ser vi noget forskelligt?
I analysen argumenterer vi for, at medarbejderens forventninger til borgeren påvirkes af det narrativ, som medarbejderen og kollegerne sammen skaber under sparringen.
Når medarbejderne ser det samme plot i fortællingen om en borger, risikerer de at opretholde en ensidig fortælling om borgeren. Det kan for eksempel være et plot om, at borgeren er for psykisk skadet til at kunne klare en uddannelse på normale vilkår. Medarbejderne kan komme til at bekræfte en problemmættet fortælling om en borger i stedet for at udfordre den. Det kan resultere i, at troen på borgerens jobchancer ikke bliver kaldt frem.
Når medarbejderne ser noget forskelligt og sammen konstruerer mangefacetterede fortællinger om en borger, kan de omvendt bidrage til, at troen på borgerens jobchancer bliver højnet eller tydeligere begrundet. Nuancerede fortællinger øger medarbejderens oplevede handlerum i sagen, og det fremkalder en større tro på muligheder.
Tal, lyt og spørg på en ny måde
”Jeg er glad for, at I andre [ikke] ser det samme som mig” er tænkt som en inspiration til beskæftigelsesmedarbejdere, der vil investere tid og ressourcer i at undersøge sammenhængen mellem fortællinger om borgerne og forventninger til borgerne i deres egen organisation.
Det er givtigt at stoppe op og kigge med narrative briller på de fortællinger om borgerne, som ledere og medarbejdere hver dag fortæller og lytter til som en del af deres arbejde i beskæftigelsesindsatsen.
Når man som beskæftigelsesmedarbejder bliver bevidst om sprogets magt, får man øje på, at der både er andre måder at fortælle på, andre historier at lytte efter, og andre spørgsmål man kan stille, som vil åbne for nye svar.
Begreber som ”plottet i fortællingen”, ”mulighedsskabende fortælling”, og ”at prime en forventning” er desuden gode at kende og anvende i refleksioner omkring borgersager, hvor der er fokus på troen på jobchancen.
Mere inspiration på vej
Den nye analyse supplerer vi snart med et ”narrativt kit” til beskæftigelsesmedarbejdere, der ønsker at afprøve de narrative greb til at undersøge fortællinger om borgerne i egen organisation.
Kittet vil give konkret inspiration til nye måder at fortælle, lytte og spørge på i dialoger om borgere. Eksempelvis ”nysgerrige og uærbødige spørgsmål”, som både ledere og medarbejdere kan stille under en sparring eller i forbindelse med en sagsoverlevering for at udfolde og nuancere en igangværende fortælling om en borger.
Kittet vil desuden rumme en guide til at arbejde med dekonstruktion og genforfatning af narrativer, der allerede er blevet fortalt. Ved at anvende udskrifter af medarbejdernes interne dialoger om borgere kan medarbejderne undersøge ”byggeklodserne” i deres egne samtaler. Alternative plots træder ofte frem, når en fortælling skilles ad og sættes sammen på en ny måde.