Lønner det sig at få løntimer
på vejen mod job?
Nyt forskningsprojekt belyser, om anvendelsen af ”ordinære løntimer” til borgere på kanten af arbejdsmarkedet er en effektiv trædesten til at opnå beskæftigelse.
Ordinære løntimer er et af de redskaber i beskæftigelsesmedarbejderens værktøjskasse, som har fået stort fokus de senere år. Men hvor godt et redskab er det til at hjælpe aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere i job?
Det undersøger vi i vores nye projekt Ordinære løntimer – en bro til selvforsørgelse?
Forsøgsprojekter fra STAR viser lovende resultater ved brug af redskabet. Der er også positive praksis-fortællinger om, at borgerne oplever det som værdifuldt at få lønnede timer. Det er dog endnu ikke forskningsmæssigt belyst, om løntimer er et effektivt redskab på den lange bane til at opnå selvforsørgelse, og om der er nogle grupper, der har mere gavn af redskabet end andre.
Derfor er der brug for en dybdegående forskningsbaseret viden om virkningen af ordinære løntimer. Med en nuanceret viden kan både beslutningstagere og praktikere stå på mere sikker grund, når de sætter redskabet i spil.
Projektet anvender både kvantitative og kvalitative metoder. De statistiske forløbs- og effektanalyser gennemføres af vores samarbejdspartner Michael Rosholm, professor i økonomi ved Aarhus Universitet, der også stod i spidsen for dataanalysen i Beskæftigelses Indikator Projektet.
Den kvalitative undersøgelse gennemføres af Væksthusets Forskningscenter. Gennem interviews med både borgere, beskæftigelsesmedarbejdere og virksomheder, der har erfaringer med redskabet, vil vi opnå en helhedsforståelse af løntimers potentialer og begrænsninger.
Du kan læse mere om projektet her.