Ny podcast
om troen på jobchancen
i daglig praksis
Vil du have nye greb til at få troen på jobchancen til at virke i praksis? Så lyt til vores spritnye podcast, hvor Sofie Kirkegaard Nielsen hjælper dig fra forskning til beskæftigelsesfaglig praksis.
Beskæftigelsesmedarbejderens tro på jobchancer kan i sig selv øge borgerens sandsynlighed for at få job. Det viser forskningen. Men hvordan får du som medarbejder den viden til at virke i praksis, når den ledige borger sidder i stolen over for dig?
I en ny podcast taler Lea Egemose Graae fra Væksthusets Forskningscenter med Sofie Kirkegaard Nielsen om hendes erfaringer med at sætte ”troen på borgernes jobchance” i spil i sin beskæftigelsesfaglige praksis.
Sofie brugte som studentermedhjælper og specialestuderende et år på at studere ”troen på jobchancen” empirisk og teoretisk. Nu er hun beskæftigelsesmedarbejder og skal omsætte sin viden om betydningen af positive forventninger til noget, som hun kan sige og gøre i sine daglige samtaler med ledige borgere i udsatte positioner.
I podcasten fortæller Sofie om, hvordan hun har omsat forskningsviden til konkret og for hende virkningsfuld praksis. Hun har eksperimenteret med forskellige greb.
”Det fede ved troen på jobchancen er, at det faktisk er små ting, som kan gøre en forskel, og som man selv kan prøve af i sin praksis”, fortæller Sofie.
Et beskæftigelsesfagligt virkemiddel – ikke en mirakelkur
Sofie anbefaler to gode steder at starte, hvis man ligesom hende har lyst til at prøve nogle greb af i egen praksis:
- Sig det højt i samtaler med borgerne, når du tror på borgerens jobchancer, og hold øje med reaktionen. Fortæl dine kolleger om, hvad der skete, og brug det i en refleksion.
- Tag en evt. manglende tro på en borger op i sparringer med kolleger og undersøg sammen, hvorfor troen ikke er der i øjeblikket, og hvad du kan ændre for at få troen tilbage.
Sofie har gode erfaringer med at bringe sin tro på jobchancen i spil i samtaler med borgerne, men hun understreger også, at det ikke er et mirakelmiddel:
”Det er jo ikke sådan, at bare fordi jeg siger, ”jeg tror på dig”, så bliver det hele godt. Troen skal times og begrundes, ellers kan den godt runge hult hos borgeren. Den skal tilpasses til omstændighederne i borgerens liv.”
