Paradoks: jobsøgende kvinder og ledige stillinger
møder ikke hinanden
Hvorfor har vi høj efterspørgsel på arbejdskraft og høj ledighed blandt kvinder med anden etnisk baggrund på samme tid? Workshop for virksomheder og kvinder undersøger problemet og sætter skub i udvikling af nye løsninger.
Hos Cabi i Århus mødtes en håndfuld kvinder med ikke-vestlig baggrund med lokale arbejdsgivere til fælles workshop. Her tog de sammen fat på at nytænke metoder og indsatser, der kan hjælpe flere kvinder med anden etnisk baggrund i arbejde. Cabi og Væksthusets Forskningscenter faciliterede workshoppen som en del af samarbejdsprojektet 2. generationsløsninger – kvinder i job.
En væsentlig problematik, der blev drøftet på workshoppen, er, at kvalificerede kandidater blandt kvinderne ikke møder de arbejdsgivere, der efterspørger arbejdskraft. Enten fordi kvinderne ikke søger stillingerne, eller fordi kvinderne bliver fravalgt til jobsamtalerne.
”Vi har valgt at bringe kvinderne og virksomhederne sammen, så de med hver deres erfaringer kan bidrage til at finde nye løsninger”, fortæller Safaa Mohamed Ali fra Væksthusets Forskningscenter, der er en af initiativtagerne til workshoppen. ”Selvom ledigheden falder, står vi stadig med den samme udfordring som tidligere, at kvinder med anden etnisk baggrund har markant lavere beskæftigelsesgrad end kvinder med dansk baggrund, så der er brug for at tænke nyt”.
Mangler arbejdskraft
En af de virksomheder, der har sparsom erfaring med ansættelse fra målgruppen, er Arriva Bus. Ikke fordi de har forbehold mod at ansætte kvinder med anden etnisk baggrund, men fordi de ganske enkelt ikke modtager så mange ansøgninger fra kvinderne. Det vil de gerne lave om på.
Driftschef Louis Jensen fra Arriva Bus er mødt op til workshoppen for at vise kvinderne, at hans virksomhed er meget interesseret i at rekruttere blandt målgruppen.
”Vi vil gerne udvide vores horisont og skabe mulighed for samarbejde med kvinder med anden etnisk baggrund. Vi er en branche, der ikke har så mange ansøgere som førhen, så vi er nødt til at kigge på, hvordan vi rekrutterer fremadrettet”, siger han.
Louis Jensen mener, at kvinderne skal satse lidt og prøve eksempelvis hans branche af, så de kan få noget joberfaring. Virksomhederne satser også, når de ansætter, pointerer han.
Louis Jensen, driftschef i Arriva Bus, Midtjylland
Valgt fra igen og igen
Palæstinensiske Randa Rdwan, der bor i Århus, har gennem mange år søgt fast fuldtidsarbejde uden held. Hendes tilknytning til arbejdsmarkedet har primært været i midlertidige deltidsstillinger. Randa kender godt til det med at blive fravalgt til jobsamtaler, til trods for at hun har en uddannelse og taler flydende dansk.
”Jeg er kommet på workshoppen for at fortælle arbejdsgiverne, at der findes mange kvinder derude, der har kvalifikationer, men som ikke kan få job. Man hører ofte, at det er dem, der ikke kan sproget, der ikke kan få job, men jeg kan sproget. Jeg har brugt alle mine kræfter i praktikker på at overbevise om, at jeg er kvalificeret, og jeg får mange positive tilbagemeldinger. Jeg er god nok, så længe det er gratis, men når jeg skal have løn, så er jeg ikke god nok alligevel”.
Randa Rdwan mener, at virksomhederne skal satse lidt og give kvinderne en chance – med løn. De kan altid afskedige igen, hvis det ikke fungerer, pointerer hun.
Randa Rdwan, uddannet socialrådgiver
Fordomme går begge veje
På workshoppen tager kvinder og arbejdsgivere sammen fat på at undersøge problemstillingen nærmere. De er enige om, at fordomme er en af forklaringerne på, hvorfor jobsøgende kvinder og ledige stillinger ikke altid finder hinanden. Under workshoppen når deltagerne frem til, at fordommene går begge veje.
En kvinde fortæller, at hun ofte møder en fordom fra arbejdsgivere om, at kvinder med mange børn ikke kan passe et fuldtidsarbejde. Andre kvinder fortæller om arbejdsgivere, der er fordomsfulde over for kvinder, der bærer tørklæde.
En arbejdsgiver møder omvendt mange kvinder med fordomme mod hendes branche, for eksempel at jobbet som buschauffør er meget hårdt, man bliver beskidt, og det er kun for mænd. Hun oplever også, at kvinders fordomme om, at virksomhederne generelt ikke vil ansætte dem, kan gå ud over de virksomheder, som faktisk gerne vil ansætte.
”Yallah, min kusine, kom til det her møde!”
Kvinderne kan blive bedre til at hjælpe hinanden i job, lyder det fra deltagerne omkring et af workshopbordene. Rundt om bordet er der enighed om, at ligesom mændene bruger deres netværk og siger ”Yallah, min fætter, kom med her”, så kan kvinderne gøre det samme. De kan skabe de nødvendige forbindelser mellem virksomheder og kvinder og invitere hinanden med til møder.
Et fælles formuleret løsningsforslag er derfor at skabe nye arenaer uden om jobcentrene, hvor kvinder og virksomheder kan møde hinanden, skabe netværk og nedbryde fordomme. For eksempel kan lokale kvindeforeninger være brobyggere og invitere virksomheder ind til et møde.
Safaa Mohamed Ali er begejstret for dette og mange andre løsningsforslag, der kom frem på workshoppen. Cabi og Væksthusets Forskningscenter bearbejder nu alle kvindernes og arbejdsgivernes drøftelser og ideer. ”Nu skal vi undersøge, om nogle af løsningsforslagene kan danne grundlag for at afprøve og udbrede nye indsatser fremadrettet”, slutter Safaa.