2. generationsløsninger –
kvinder i job
I Danmark er arbejdsmarkedstilknytningen blandt kvinder med anden etnisk baggrund markant lavere end blandt etnisk danske kvinder. Omtrent 60% af ikke-vestlige indvandrerkvinder i alderen 30-64 år med minimum 10 års ophold i Danmark er enten i beskæftigelse eller uddannelse. Til sammenligning gælder det for mere end 85% af kvinder med dansk oprindelse.
Sammen med Cabi vil vi i dette forskningsprojekt undersøge årsagerne til den høje ledighed blandt kvinder med anden etnisk baggrund. Formålet er at identificere centrale sammenhænge og formulere anbefalinger, der kan omsættes til indsatser og tiltag for relevante aktører på beskæftigelsesområdet.
Igennem de seneste år har der været en øget interesse for beskæftigelsesrettede indsatser, der kan forebygge og/eller mindske den høje ledighed blandt kvinderne. Disse indsatser har været virkningsfulde for særligt de nyankomne kvinder. Nyankomne flygtninge- og indvandrerkvinder har bidraget til, at det samlede antal kvinder med anden etnisk baggrund i beskæftigelse eller uddannelse er steget med 6,5 procentpoint fra 2014 til 2018. Hos gruppen af kvinder med længere ophold i Danmark har ledigheden dog varet ved i mange år. Med de nuværende indsatser er det desværre usandsynligt, at andelen af ledige vil falde i den nærmeste fremtid.
Fra tidligere undersøgelser på området ved vi, at denne gruppe af kvinder ofte står over for en kombination af diverse udfordringer og barrierer, der både individuelt og strukturelt forhindrer dem i at komme i job. Samtidig ved vi også, at kvinderne besidder et potentiale, der risikerer at gå tabt, hvis vi ikke finder metoderne til at løse udfordringer og barrierer.
I samarbejde med Cabi vil vi derfor undersøge, hvordan kvindernes kvalifikationer, behov og ønsker matcher virksomhedernes efterspørgsel på arbejdskraft.
Kvinderne skal gøre os klogere på, hvilke barrierer de oplever i forhold til job, samt give os indsigt i deres ressourcer, motivation og muligheder på arbejdsmarkedet. Virksomhederne skal hjælpe os med at få viden om, hvad der skal til, for at de ansætter og fastholder kvinder med anden etnisk baggrund. De kan også gøre os klogere på, hvilke bekymringer arbejdsgivere kan have i forhold til at ansætte kvinder med anden etnisk baggrund.
Den første dataindsamling i projektet består derfor af interviews med både kvinder og virksomhedsrepræsentanter. Som det næste skridt inviterer kvinder og virksomheder til en række workshops, hvor vi sammen vil undersøge muligheder og barrierer samt udvikle forslag til løsninger.
Projektets ambition er at kunne præsentere inputs til en mere effektiv beskæftigelsesindsats for målgruppen.
Projektet løber til og med 1. kvartal 2022.
Kontaktinfo
Du er velkommen til at kontakte Safaa Mohamed Ali, hvis du vil høre mere om projektet.
Safaa Mohamed Ali, mobil 51 30 98 52, mail sma@vaeksthus.dk