Velkommen tilbage
til Sofie
Vi tager hul på 2023 med ansættelsen af vores tidligere studentermedhjælper Sofie Kirkegaard Nielsen som ny projekt- og forskningskonsulent i Væksthusets Forskningscenter.
Sofie er et kendt ansigt i både forskningscentret og Væksthusets praksis. Siden hun blev færdiguddannet som kandidat i Socialt Arbejde i sommeren 2021 har Sofie arbejdet som beskæftigelseskonsulent i Væksthuset. Her har hun samarbejdet med borgere og jobcentre om at skabe veje ud på arbejdsmarkedet for ledige med komplekse problemer.
Sofie fortsætter sit borgervendte arbejde, idet hun får en delt stilling mellem Væksthusets praksis og Væksthusets Forskningscenter. Sofies nyerhvervede praksiserfaring og opdaterede praksisviden er en stærk kompetence, som vi ser frem til at sætte i spil i vores arbejde for at bygge bro mellem praksis og forskning på beskæftigelsesområdet.
I forskningscentret får Sofie opgaver knyttet til vores projektarbejde omkring evaluering af CUBB, der er et forskning-praksis samarbejde mellem Aalborg Universitet og en række jyske jobcentre om at udvikle borgerinddragende beskæftigelsesindsatser. Sofie vil indgå i arbejdet med dataindsamling, transskribering af interviews og analyse af projektets empiri samt i formidlingen af evalueringens resultater.
Du kan læse mere om Sofie og forskningscentrets øvrige medarbejdere her.