Spot på
samtalen
Formålet med denne analyse er at give praktikere værktøjer til at reflektere over, hvordan samtalen kan være med til at skabe fremdrift og meningsfuldhed for den ledige, der er på vej mod arbejdsmarkedet.
Det empiriske materiale er baseret på observationer af samtaler mellem beskæftigelsesmedarbejdere og ledige med komplekse udfordringer, som er indsamlet i forbindelse med ph.d. projektet: Er du klar til at arbejde? Analysen er koncentreret om fire hovedtemaer:
- Hvis en samtale mellem beskæftigelsesmedarbejderen og den ledige skal være effektfuld, skal den gerne skabe mening for begge parter. Vi belyser, hvordan det kan se ud, når der for eksempel er forskellige dagsordner i spil, og giver praktiske eksempler på, hvordan beskæftigelsesmedarbejderen kan skabe et slags forhandlingsrum, hvor samtalen og det aftalte giver mening for begge parter.
- Forskningen viser, at jo større tiltro man har til egne evner, desto større sandsynlighed er der for, at man når sit mål. Vi sætter fokus på, hvordan beskæftigelsesmedarbejderen støtter og styrker den ledige i troen på sig selv og fremtidige jobmuligheder. Men vi giver også en række eksempler på, hvad der sker, hvis beskæftigelsesmedarbejderen udfordrer borgeren i nedgraderende retning.
- Gør det en forskel, på hvilken måde beskæftigelsesmedarbejderen taler med den ledige om vedkommendes jobmuligheder og fremtidsperspektiver på arbejdsmarkedet? Vi ser på betydningen af at tale om et konkret arbejdsmarkedsperspektiv over for et generelt arbejdsmarkedsperspektiv.
- Hvordan understøtter og aktiverer beskæftigelsesmedarbejderen den lediges handlekraft under mødet på jobcenteret? Og omvendt, hvad sker der i mødet, hvis beskæftigelsesmedarbejderen ignorerer den lediges handlekraft?
Projektet er gennemført i et samarbejde mellem Væksthusets Forskningscenter og Aalborg Universitet og er afsluttet i foråret 2017.
LINKS TIL UDGIVELSER FRA PROJEKTET
Spot på samtalen